søndag den 12. juli 2009

Bienvenidos

Para Usted, que hablan español. Este es mi "blog" sobre todo el viaje - de Miami, Florida, a Bogotá, Colombia. Saben, que no hablo mucho español, y por esto no escribo mucho. Y probablemente cometo muchos errors. Disculpan me, por favor.

Todo empiezan en Miami. Por un semana corremos en un auto alquilo. A "The Everglades" para ver caimáns, a Orlando para ver Kennedy Space Center, Universal Studios y Sea World. Son fantásticos.

Después vamos a La ciudad de Belize por avión, y de allí en un barco a Caye Caulker - un isla muy bonita. Fuimos mucho quemado por el sol, pero es un pequeño paraíso. Entonces a un parque nacionál con jaguares, pero no veimos ninguno, lo siento.

...

Continuará. Voy con Soeren a desayunos in Bogotá, Colombia.
Hasta luego amigos.

mandag den 6. juli 2009

Ny hjemrejseplan

Colombia er ufattelig stort, afstandene er meget lange og vi brugte nok lidt for lang tid i Guatemala og Honduras isaer. Alt i alt kan vi ikke holde tidsplanen paa en behagelig maade. Saa nu har vi faaet aendret flybilletterne, saa vi flyver til Miami fra Bogotá her i Colombia og dropper Ecuador. Det maa blive en anden god gang.

Og saa til det praktiske: De nye flybilletter rykker hele tidsplanen lidt, for de gaar hjem en dag foer planlagt. Det vil sige, at vi flyver herfra den 13. juli og lander i Kastrup den 14. juli kl. 13.05. Flynummeret er BA814, hvis nogen skulle faa lyst til at modtage os i lufthavnen (isaer henvendt til mine foraeldre, men andre, der foeler sig truffet, er naturligvis ogsaa velkomne).

Vi ses i gode gamle dannevang!

torsdag den 2. juli 2009

Fint besoeg ved Panamakanalen

Et af de planlagte hoejdepunkter paa turen er Panamakanalen. Den 80 kilometer lange vandrute sluser kaempestore containerskibe op over den smalleste sted i Mellemamerika til Panamas indsooer og saa ned igen paa den anden side. En stor bro af vand, som afhaenger af de store maengder regn, landet faar her i vintertiden.

Det var bestemt et imponerende syn. Et kaempe bjerg af containere floed stille og roligt - helt majestetisk - igennem porten og ind i slusen. Saa sivede vandet langsomt ned i den naeste sluse, saa vandstanden blev udlignet og skibet sank ganske langsomt. Naeste port aabnes, og kolossen glider videre frem - godt hjulpet er de forholdsvis smaa lokomotiver forbundet til skibet paa begge sider af slusen. For og bag.

Mange mennesker var samlet for at se det store skib blive foert ned fra platauet og sluppet ud i Stillehavet. Men pludselig vrimlede det med asiatier med store kameraer. Det var som at vaere taet paa den lille havfrue gange hundrede. Og saa flokkedes de omkring nogle maend i fine jakkesaet, som blev foert over paa den anden side af slusen for at faa den ekstra gode udsigt over kanalen.

Heldigvis fandt vi en, der kunne tale rigtig godt engelsk, og han forklarede os, at det var en hel delegation fra Taiwan, som var i Panama i anledningen af indsaettelsen af den nye, liberale praesident. Faktisk var det ham, der havde arrangeret turen. 169 mennesker i alt, heriblandt 39 journalister, en praesident, en raekke ministre og en hel del sikkerhedsfolk fra Taiwan havde han med sig.

Den taiwanske praesident naaede desvaerre ikke ud til slusen til dette arrangement, men vi fik udpeget transportministeren, som stod hoejt oppe og kiggede paa det store skib, som var paa vej ind. Det var naturligvis et skib fra det store taiwanske fragtfirma, Evergreen. En vigtig del af den firedagelange pressetur i Panama.

I oevrigt var pressechefen rigtig rar og meget nysgerrig. Hans kone rejste igennem Danmark for fire aar siden, men han havde aldrig selv vaeret der, og vi skulle helt bestemt komme til Taiwan snart.

Jeg tror maaske, jeg saa den taiwanske praesident og hans kone omgivet af sikkerhedsfolk lidt senere, da centeret omkring slusen var ved at lukke, men jeg er ikke sikker. Har ikke lige faaet tjekket op paa de asiatiske praesidenter fornylig, desvaerre.

Vild med vand

Nu har jeg forstaaet forskellen paa ¨river rafting¨ og ¨white water rafting¨. Efter en ni timers bustur fra Costa Ricas hovedstad, naaede vi til det nordlige Panamá, og besluttede at blive et par dage i Bouquete, en hyggelig lille by i et meget smukt omraade lidt oppe i bjergene.

Herfra tog vi med paa en white water rafting tur sammen med en god blanding amerikanske turister. Nogle meget rutinerede, nogle helt nybegyndere - lige som os.

¨White water¨ betyder, at vandet er skummende hvidt, fordi floden er fyldt med store sten, der skaber vilde, brusende boelger overalt. Det gaelder ikke mindst for Chiriquí Viejo, som vi begav os ud paa. Vandet var meget voldsomt, fordi det regner saa meget nu. Derfor kunne vi heller ikke finde en tur, der var mindre end en klasse tre - og nogle steder fire - paa en skala fra et til fem, hvor fem er sindssygt.

I en stor oppustet gummibaad vaeltede vi bare rundt ned ad den brusende flod. Nogle steder var vandet helt stille og roligt - det var ¨river rafting¨- andre steder blev baaden hevet helt ned i boelgerne for efterfoelgende at blive skubbet helt op paa en boelgespids og hen over de store sten paa bunden.

Vi kom i en baad med en erfaren panamaner, en guide og en amerikansk kvinde i 50'erne, som havde sine to smaa nevoeer med ud i verden. De var meget entusiastiske, men ikke spor erfarne. Pludselig blev baaden suget ned i en hvirvelstroem og saa smidt op i hoejre side, hvor jeg sad. Soeren, tanten, panamaneren og den yngste af drengene blev smidt ud af baaden.

Inden turen havde vi selvfoelglig faaet at vide, hvad man skal goere, hvis det sker. Guiden fik ogsaa hurtigt den lille ombord igen, og den aeldste af nevoeerne bjergede sin tante ombord, som godt nok ikke var saerlig glad, og svaergede, at det her bestemt var hendes sidste tur!

Soeren blev fisket op af den anden baad og tilbageleveret lidt senere i roligere vand. Han klarede det heldigvis ret godt. Slog sig kun lidt paa knaeene i de stenfyldte boelger, og roede frisk videre.

Den sidste del af turen var mere afslappet og rolig. Puha. Men det var en rigtig god tur. Det er bestemt en god maade at opleve den vilde og voldsomme natur paa. Derudover er det jo utrolig smukt bare at flyde med floden og se de mange flotte traeer og sjove dyr, som klatrer, kryber og flyver rundt helt uforstyrret omkring os.

fredag den 26. juni 2009

Den rige kyst

Det startede lidt skidt med lange koeer ved graensen til Costa Rica og et virkelig tamt rodeo i truckerbyen Cañas om aftenen. Nogle bonderoeve uden noget at tage sig til paa en mandag aften moedtes i en stor arena for at genere nogle tyre. De kendte tilsyneladende rutinen. Gav et par spjaet, til tossen hoppede af, jagtede et par unge knaegte tre meter, og saa lige direkte mod udgangen.

Men saa kom vi til Tortuguero. Nationalpark Vesterhavet gaa hjem og vug, siger jeg bare. Her taler vi virkelig vild, fantastisk og overvaeldende natur. Floderne snor sig mellem regnskov, som filtrer sig groent ind og ud imellem utallige arter af palmer og andre utrolige traer. Parken ligger saa langt fra alting, at der ikke gaar veje derud. Derfor brugte vi en del tid i baad paa de store kanaler i og til parken.

Vores guide, Thomas, er en vittig og dybt filosofisk mand. Han viste og forklarede os meget omhyggeligt om de mange dyr, vi saa paa vejen. Dovendyr, giftige froer, forskellige aber, fugle, krokodiller (eller faktisk “caimans”, ved ikke, hvad de hedder paa dansk), edderkopper, slanger, krabber, farverige sommerfugle og groenne leguaner. Nogle af leguanerne kan loebe paa vandet. Det er meget specielt. De loeber kun 15 km i timen, men fordi de bevaeger foedderne op til 120 km i timen, loeber de lige hen over vandets overflade. Derfor hedder de ogsaa "Iguana Jesu Christo". (Proev om videoen virker!)



Vi ville saa gerne se en havskildpadde, naar de kommer op paa land for at grave deres aeg ned i sandet, saa vi brugte to-tre timer paa at gennemvandre hele stranden ud mod Stillehavet i Tortuguero. Baelgmoerkt i regnvejr halende efter en energisk guide, som bare blev ved at gaa og gaa og gaa. Jeg har stadig ondt i benene. Sand er haardt at gaa langt i – isaer, naar man ikke kan se, hvor man traeder. Men ingen skildpadder. Vi saa kun et “traktorspor” og en redde fra en skildpadde, som vores guide saa aftenen foer.

Paa vej ud ad parken naeste dag besluttede Thomas sig for, at vores tur paa floden godt kunne udvides med en lille tur ud paa havet. De smalle flodbaade er ganske vist ikke bygget til det, og kaptajnen kunne miste sit job, hvis nogen fandt ud af det, men...
Jeg glad er meget glad for, at de blev enige om at goere en undtagelse, for 200 meter fra kysten saa Thomas dem - han kan se de mindste dyr paa lang afstand, det havde vi allerede opdaget – men her ude mellem boelgerne fandt han forbloeffende nok et par skildpadder, som var ved at parre sig. Det goer de ved overfladen, saa de kan traekke vejret engang i mellem imens.

Det saa ogsaa haardt ud. De var som to store, ovale kampesten, hvoraf den ene ihaerdigt proevede at blive ovenpaa den anden. Ikke saa let i den boelgende havoverflade tydeligvis. Men det lykkedes vistnok. De forsvandt hvertfald ned i havet igen efter et par minutters aktion med tilskuere helt taet paa. Det var vildt. Foerste gang i Thomas’ 17 aar som guide, siger han.

Costa Rica er bestemt rig, meget rig, paa fantastiske dyr og smuk natur.

tirsdag den 23. juni 2009

Sjaelenes Cirkel

Foer spanierne kom og koloniserede Nicaragua, var Isla de Ometepe en hellig oe, som var forbeholdt begravelser og ofringer for konger og andre hoejtagtede maend i indianersamfundene.
Det er en meget smuk oe midt i den stoerste soe i Mellemamerika, Lago de Nicaragua. Oeen bestaar af to vulkaner, som er er bundet sammen af den forlaengst stoerknede lava i mellem dem. Lavaen skaber gode vaekstbetingelser, saa over alt er der groent og frodigt.


Vi kom med den sidste faerge derover fra San Jorge. Om bord var blandt andet et par biler, en bulldozer, en 20-30 nicaraguanere og os. Vi kom i snak med Victor, en ung fyr, som viste sig at vaere guide paa oeen. Han hjalp os hurtigt med at finde et sted at overnatte paa oeen OG et gratis lift dertil. Ombord var nemlig ogsaa ejeren af et af de smaa hoteller taet ved havnen.

Naeste morgen fulgtes vi med fire amerikanere paa en guidet tur med Victor. Det var virkelig godt. Han fortalte os om oeens historie som hellig gravplads. Vi saa en af de store, gamle sten, som indianerne har beskrevet oeen paa i tegninger og symboler.

Dengang hed oeen Sjaellenes Cirkel eller Aandernes Cirkel eller noget i den retning. Det var nemlig her, de sikrede en god reinkarnation for deres konger og andre vigtige maend.

Oeen var ubeboet. Et stort helligt omraade med gravpladser, templer og offersteder. 30 dage efter en kongelig begravelse med diverse ofringer til livets gud og andre ritualer, sejlede indianerne tilbage til den doede. De jordiske rester - som nu fyldte en del mindre - skulle nemlig over i en urne formet som en livmoder. Saa er han ogsaa klar til naeste foedsel igen. Smart.

I dag er oeen et populaert turistmaal, og vi talte blandt andet med Oscar, en aegte nicaraguansk turist, da vi ventede en halv soendag paa at komme tilbage til fastlandet. Han var rigtig soed og hjaelpsom og meget ivrig efter at fortaelle om politik og oekonomiske konflikter i landet.

Ved faergen moedte vi ogsaa vores naeste lift: et soedt amerikansk kaerestepar i 30'erne, som havde en lejet bil ventende paa dem i San Jorge. De skulle heldigvis ogsaa lige til San Juan del Sur for en overnatning, og vi ville gerne sydpaa for at komme videre til Costa Rica. Det var den oeferie.

Hov - en lille kroelle paa historien med bulldozeren fra faergen. Vi moedte den nemlig igen naeste morgen, da vi skulle ud paa tur paa oeen. Den var ved at rydde en vej, som blev begravet i et ordentligt bjerg af lavasten for et par dage siden under et stort regnskyl. Biler og busser maatte paent holde og vente, til der blev en lille, bumpet passage gennem lavamuren. Alle ud af bilen, og hel forsigtig koersel. Yes, vi kom igennem. Og DET var saa den oeferie.

torsdag den 11. juni 2009

Blop, blop, blop...

Foerste dag paa dykkerkursus: to dyk!
Vi sad hele aftenen i gaar og laeste paa teorien om sikker dykning, funktionerne ved dykkerudstyret og kommunikation under vandet. Vi stod endda op halv syv i morges for at laese videre, for i formiddags blev vi testet i vores dykkerviden.

Det gik heldigvis fint nok, saa meget kort efter sad vi i vandet lidt fra stranden med hele udstyret paa. Vi skulle proeve at toemme vores maske for vand - under vand - og vi oevede at faa luft fra hinandens lufttanke, i tilfaelde af, at vores egen loeber toer eller bare ikke fungerer, naar vi er under vandet.

Det er altsammen meget alvorligt egentligt, men samtidig er det vildt sjovt at sidde under vandet og kigge rundt, ligesom vi taget paa skovtur eller noget andet. Vi er jo bare taget ud i naturen, for at se lidt naermere paa den.

Efter en kort frokostpause tog vi ud paa dybere vand. Vi tog alt udstyr paa og vaeltede bagover fra baadkanten. Det var helt maerkeligt at stige ned gennem vandet.

Man skal hele tiden udloese trykket i oererne, saa det ikke kommer til at goere ondt. Men naar man eller har faaet det paa plads, saa er det bare fantastisk. Du finder den rette opdrift (eller hvad det hedder paa dansk - vi laerer det kun paa engelsk), og saa flyder du bare rundt mellem fiskene.

Havet her omkring Roatan, Honduras, er fyldt med meget farverige fisk. Lidt som at vaere i Danmarks Akvarie, bortset fra at det fuldstaendig omkranser dig. De smaa blaa, orange og maerkelige fisk svoemmer over dig, under dig og lige forbi dit hoved. Her er ogsaa fyldt med forskellige coraller og svampe, og vi saa en stor hummer og nogle bitte smaa rejer paa bunden i dag.

Vi var nede ved omkring 9 meters dybde. Vores kursus raekker til 18 meters dybde, saa det skal nok blive vildere i morgen - og endnu vildere i overmorgen...

mandag den 8. juni 2009

Jorden ryster under os

Da vi boede hos Margarita i Antigua, Guatemala, oplevede vi et lille jordskaelv. Foerst var vi lidt i tvivl om, hvad det var. Gulvet og vaeggene rystede ganske kort - maaske et par sekunder eller fire. Men i nat var vi ikke i tvivl.

Vi laa i sengen paa vores hotel i kystbyen La Ceiba, Honduras, og var egentlig klar til at sove, da alting under os begyndte at ryste. Det raslede i hele hytten, og det foeltes som om, der stod fem mand med en betonryster ind mod murene i hotellet. Og de blev ved, skruede op for styrken og blev ved. Hvertfald 20 sekunder, tror jeg. Det foeltes som ret lang tid, og saa var det bare ovre. Helt stille. Helt maerkeligt.

Ude paa gaden kunne man hoere mandestemmer. De raabte frem og tilbage over gaden. Jeg kiggede ud ad vinduet, men kunne ikke se noget forandret. Bare en smadret baggaard fyldt med smaa bliktage og vaeltede skraldespande. Men det er ikke anderledes, end det plejer at vaere. Det er jo Mellemamerika. Et tag er et tag, og affald er noget, man smider fra sig, naar man ikke skal det bruge det til noget laengere.

Saa kom efterskaelvet. Lidt voldsommere end det korte i Guatemala, men ikke meget. Vi var nok bare mere opmaerksomme paa det nu.

Et kvarterstid efter bankede det paa doeren, og en mand fra hotellet spurgte os, om vi var "listo". Vi skulle goere os klar til at forlade hotellet, hvis han kom tilbage. Saa vi pakkede vores ting sammen og tog toej paa. Helt underlig fornemmelse. Der var jo helt stille igen. Der skete heller ikke mere, saa vi vaagnede med toejet paa og alting i behold.

I dag kan vi laese i avisen, Tiempo, at jordskaelvet maalte 5,7 paa Richterskalaen, og at epicentret laa 3o km fra La Ceiba ude i vandet. Der er ingen tilskadekomne, men den 28. maj i aar oplevede de et jordskaelv paa 7,3, og da var der seks mennesker, der doede. Denne gang er der kun et par mure i nogle huse, der er faldet sammen.

Ej, hvor jeg synes, det var vildt. Og hvor var det lige tilfaeldigt, at vi skulle vaere saa taet paa epicentret. Og lige nu. Vi er jo bare paa vej ud mod Roatán, en af dykkeroeerne ud for Honduras. Jeg er meget fascineret af de enorme kraefter i jorden, og saa er jeg bare mega heldig at faa lov at opleve to slags: baade vulkaner og jordskaelv. Sejt.

Paa roeven, paa knaeene og lige paa graensen

El Salvador er et af de mindre lande i Mellemamerika. De bruger US Dollars - rigtig dejligt for os, for saa kunne vi lige haeve lidt ekstra og fylde noedlageret op. Det er ALTID godt at have lidt ekstra penge i bagagen. Det oplevede vi isaer ved graenseovergangen til El Salvador.

Vi vaagnede kort foer graensen til El Salvador og blev helt overrumplede af en syv-ti mand uden for bussen, som ville have 20 US dollars for at lade os komme ud af Guatemala. Helt forvirrede og intetanende skyndte vi os at toemme vores lommer for penge, men der var ikke nok. Vi anede jo ikke, at det kostede saa meget at komme over, og vi proever jo at bruge de sidste penge i et land, inden vi tager videre til en ny moentenhed. Heldigvis havde Soeren en 20 dollarseddel i sit hemmelige rum i rygsaekken, saa vi fik lov at passere.

Bagefter sad vi helt forbloeffede og forvirrede i bussen og oenskede aahh saa inderligt, at vi ikke ogsaa skulle betale noget for at komme ind i El Salvador. Vi havde kun en eneste endollarseddel tilbage. Ups!

Heldigvis skete der ikke mere. Ved graensen ind til El Salvador kom der bare en paskontrolloer og et par sygeplejersker, som ville vide, om vi slaebte svineinfluenza med ind i deres land. Det gjorde vi ikke, saa vi fik lov at rejse videre. Vi skyndte os naturligvis ind i den foerste og den bedste ATM (haeveautomat) og haevede saa rigeligt med dollars. Nu har vi et stort lager fordelt i bagagen.

Vi tog straks videre fra hovedstaden, San Salvador, til den naermeste og populaereste kystby, La Libertad. Friheden. Totalt surfersted. Hotellet var ogsaa fyldt med unge, solbraendte europaerere og nordamerikanere og deres vaade surfboards.

Foerste dag noejedes vi med at bade i de kaempe boelger og se lidt paa byen, men soendag fik vi et par timers surftraening med hjaelp fra en garvet surfer. Mandag lejede vi et board en time og skiftede halvejs.

Det er virkelig haardt. Faktisk er noget af det haardeste at komme ud gennem alle de voldsomme boelger. Ind skal man nok komme. Man bliver naermest suget ind mod kysten baade i og mellem boelgerne. Og saa er det rigtig svaert at faa rejst sig op paa boardet. Jeg naaede kun til at staa paa knaene. Hver gang jeg proevede at stille mig paa foedderne, gik det helt galt. Jeg skal vist traene lidt mere intensivt.



Men det var nu sjovt nok alligevel. Jeg ELSKER boelger.

torsdag den 28. maj 2009

Mellem bjerge og skyer ligger en soe...

Vi har nu vaeret fire dage ved Lago de Atitlàn. Her er meget smukt. Soeen er blikstille og blaa. Rundt om taarner hoeje bjerge, som hele tiden er mere eller mindre daekket af skyer. Det er ret hoejt oppe, saa her er bare dejligt og nogle gange endda helt koeligt.

Det var helt fantastisk at leje en kajak og bare flyde rundt ude paa soeen mellem alle bjergene. Man kunne se, de smaa byer langsomt begyndte at taende lysene, sa det pludselig vrimlede med smaa lysprikker paa bjergsiderne.

En anden dag tog vi med en baad til Santiago, hvor der var et stort marked. Vi tog med en tuk-tuk ud til en lille landsby for at besoege Maximòn, den stoerste helgen her blandt lokalbefolkningen. Jeg har koebt en bog paa spansk om ham, men er ikke naaet saa langt. Jeg ved bare, at han var en spanier, som praesenterede de indfoedte for fyrvaerkeriet. Nu har de en figur af ham, som de flytter til et nyt hus hvert aar. Meget syret figur.

Ellers har vi bare slappet af og nydt livet, oellen og fodboldkampen naturligvis. Vi fandt en sportsbar fyldt med briter, nachos og store oel.

Nu er vi paa vej mod Guatemala City, saa vi kan komme videre til El Salvador i morgen.

Toer du bestige en vulkan med mig?

Proev lige at tage med mig op paa vulkanen Pacaya. Bare rolig. Den er aktiv, men har ikke lavet udbrud de sidste to aar.

Vi koerer i en lille bus med meget haarde saeder op ad smaa, snoede bjergveje. Den stopper i en lille skodby for enden af vejen. Her er en kiosk, et "spisested" med havestole og parasoller, et skur til at skide i (et saakaldt toilet) og nogle andre smaahuse. Smaa boern kommer rendene og vil salge vandrekaeppe og lommelygter til alle de hvide turister. Guiden indskaerper, at vi skal blive samlet under hele turen, og saa drager vi afsted.

Puh, det er varmt. Og haardt. Bare opad, opad, opad. I mudder, loese sten, ad smaa skovstier rundt og hen og op ad bjerget.
Og saa kommer regnen. Det er ikke en barmhjertig regn. Den vil helt ind til benet, og den kommer det trods paraplyer og regnslag.

Skoven stopper, men det goer regnen ikke. Landet ligger aabent foran os. Jorden er helt sort og gold. Rundt omkring damper det fra den gamle lava, som for laengst er blevet knust til smaasten og grus.

Vi kravler forsigtigt op ad nedtraadte stier, mens foedderne glider rundt i det loese grus. Regnen holder endelig op, men du kan alligevel kun se tyve meter vaek. Alt andet forsvinder bare i taage. Eller rettere sky.

Vi vandrer langsomt op gennem skyen, og pludselig er alting klart. Og varmt. Meget varmt. Af med regntoej og ekstra troejer. Den sortgraa lava ligger i tykke lag som en stor stivnet masse. Den ser stadig flydende ud. Den skinner og boelger sig bloedt ned ad bjergsiden.

Laengere op mod toppen. Forsigtig nu.
"Crash!" En turist traeder lige igennem jorden. Hans fod havner i et tomt roer af stoerknet lava. Heldigvis er det et gammelt roer, og det er tomt og koldt. Men lavaen er skarp og river lange fine saar i hans ben.

Pas paa, hvor du traeder. Lige her er rigtig varmt, og det roede lys fra spraekkerne lige under dig er ikke en effekt fra en filmkulisse. Det er ildroed, glohed, braendende lava. Direkte fra jordens indre. Her stinker af svovl, og det damper fra jorden overalt omkring os.

Wow. Sa er vi der. Lige paa toppen af vulkanen. Se der: 100 meter vaek kan man se den lysende ildmasse flyde ned mellem hoeje mure af stoerknet lava. Bare lavaen ikke pludselig aendrer sine veje og faar lyst til at bryde op ad vulkanen lige her, hvor vi staar. Uh det giver et lille, nervoest sug i maven bare ved tanken. Og bliver her ikke varmere lige pludselig? Puh, her lugter. Okay, jeg gaar altsaa lige lidt vaek.

Du finder bare selv ned ikke? Jeg smutter.

onsdag den 27. maj 2009

Skilsmisser, skolepenge og samfundsforhold

Jeg taler ikke så meget spansk, men jeg forstår faktisk temmelig meget – mere end jeg havde regnet med. Første dag på spanskskolen havde jeg en lærer, som næsten ikke kunne engelsk, så vi talte kun spansk. Det vil sige, hun talte en hel masse, og jeg spurgte bare lidt, når jeg ellers lige kunne få et spørgsmål sat sammen. Ud over at terpe verber, fik jeg lige en lille samfundslektion og lidt livshistorie oven i købet.

Aura, som hun hedder, er enlig mor, hvilket er meget normalt. Over halvdelen af alle guatemalanske ægtepar bliver skilt, og bagefter er det ofte kvinden eller kvindens forældre, som hænger på børnene. Derfor begynder kvinderne også at få færre børn, for de kan ikke selv passe dem, når manden er skredet til fordel for en yngre kvinde.

Det er i øvrigt min erfaring indtil nu, at de voksne mænd ofte har mindst et tidligere ægteskab og en hel del børneflokke rundt omkring. Det lader til at være kulturen både i Belize og Guatemala. José fra Belize, som vi kørte med til San Ignacio, har børn med tre kvinder, hvad han ved af, som han siger. Han betaler børnebidrag, men han ser vist kun nogle få af dem. Julio, som er en af spansklærerne her i Antigua, Guatemala, har syv børn i alt, og ser faktisk de fleste af dem mindst en gang om ugen.

Fra og med 2009 er staten i Guatemala begyndt at betale de første seks år af børnenes skolegang, heldigvis. Sidste år var det omkring 40 % af børnene i Guatemala, der gik i skole. I år er det omkring 70 %. Tallene stammer fra Aura, som arbejder som skolelærer udover spansklærer, så de skal nok tages med et gran salt, men jeg tager hende som en ret pålidelig kilde.

Problemet for de sidste 30 % er slet og ret fattigdom, for selv om skolen nu er gratis, koster det mange penge at sende børnene i skole. Først og fremmest mister forældrene deres arbejdskraft. Det er ulovligt at arbejde, før man bliver 18 år i Guatemala, men rigtig mange børn arbejder alligevel helt fra de er meget små. De står og sælger mad og ting på gaden, eller de går med far i marken og skoven.

Udover den mistede arbejdskraft og indtægtskilde, koster det også en del at købe udstyr til et skolebarn. De skal have papir, bøger, blyanter og en uniform ikke mindst. Det kan sagtens koste 500 quetzales for et semester, og mange guatemalanere tjener kun 1200 quetzales om året. Det er altså meget, der skal spares sammen i løbet af et år. Især hvis familien har flere børn, hvad de altid har. Især på landet er det normalt at have 6-8 børn, mens byfamilier efterhånden kun tæller 3-4 børn. Men så er der også stadig brug for mere end to hele årsindkomster, hvis alle børnene skal i skole.

Es muy triste, som Aura siger. Selv klarer hun sig ret godt, selvom hun er alene med to drenge. Det var svært, dengang de var små. Nu er det lettere, fordi de kan klare sig selv om dagen, mens hun arbejder. Den ældste er 16, men ser ældre ud, forklarer hun. Derfor kan han arbejde i hendes vens rejsebureau uden problemer, så han kan tjene lidt lommepenge ved siden af skolen.

Det var vist nok om samfundsforholdene for denne gang.

Sólo hablo un poco español

Okay, jeg køber nok ikke hele indianeruniformen. Vi har lige været på marked i Antigua, og en rigtig indianernederdel koster op til 600 quetzales, hvilket svarer til omkring 450 danske kroner. Så vigtigt var det vist heller ikke. Men jeg har købt en rigtig indiansk overdel. Broderet i hånden over otte måneder. Det må være nok for nu.

Det var rigtig spændende i går, da vi sammen med vores spanskskole besøgte en lille indianerlandsby uden for Antigua, San Antonio. Vi blev modtaget af en flok indianerkvinder, som gerne ville sælge os deres håndlavede dragter, tasker, punge, bælter, æsker, piber og meget mere. Men først fortalte de os en hel del om deres skikke og deres tøj. Nogle af de andre elever blev instrueret i både bryllupstradition og -dans. Jeg har opgivet at uploade en videooptagelse af det.


Bagefter fik vi lov at prøve at lave en tortilla – de små pandekager, som man får til et hvilket som helst måltid næsten. Det er ofte ikke et spørgsmål, om man skal have tortilla. Det er mere et spørgsmål om hvor mange, man skal have.

Der er naturligvis ikke tortilla til morgenmad. Nu bor vi hos Margaritha, en ældre kvinde, som laver traditionel mad til os morgen, middag og aften. Det er meget billigt og rigtig godt. Morgenmaden er en hel del bedre end på de ellers meget dyrere hoteller i Florida.

I går fik vi pandekager med frugt og yoghurt, og i dag fik vi friskskåret ananas, vandmelon, mango og andre frugter, jeg ikke kan navnet på. Dejligt. Men ikke så mættende. Det holdt ikke til frokost. Efter 2-3 timers spanskundervisning var vi helt færdige, og måtte have en håndlavet sandwich fra den nærmeste lille madbod, inden vi kunne færdiggøre undervisningen.
I det hele taget er det meget udmattende at have fem timers en-til-en undervisning hver dag, men vi vil jo gerne lære sproget, og vi trænger i den grad til hjælp.

Det er også dejligt at prøve at blive det samme sted mere end to overnatninger. Helt afslappende, at man ikke skal tænke på næste bus og hvor, vi kan efterlade oppakningen. Vi starter i skole klokken otte om morgenen, og så har vi fri 13.00. Uoverskueligt tidligt for Søren især, men på den måde har vi masser af tid til at tage ud og se noget andet om eftermiddagen.
I morgen vil vi se nærmere på en af de tre vulkaner, som ligger rundt om Antigua, og Søren drømmer også om at leje knallerter eller scootere og køre op i bjergene på udflugt. Lad os nu se.

Hasta luego mis amigos.

tirsdag den 19. maj 2009

Guatemala og de rigtige indfødte

En tidlig morgen fra San Ignacio blev vi kørt over grænsen til Guatemala og op til Tikal – den største samling mayaruiner i Guatemala og hele Mellemamerika for den sags skyld. Det var fantastisk flot. Og meget varmt.


Vi overnattede i El Remate på et meget lille ”hotel”. Næsten løbet tør for kontanter i en virkelig lille flække, hvor ingen taler engelsk. Så det var frem med parløren og ud og kigge efter madsteder, som tog imod ”tarjeta de crédito”. Mit spansk er desværre blevet rigtig ringe efterhånden. Jeg ser meget frem til et ordentligt spanskkursus. Søren er ret god til sammenligning. Heldigvis.

Vi havde lige nøjagtig penge nok til at købe en flaske vand og komme med bussen sydpå begge to.


I Santa Elena blev vi straks fundet af nogle fyre, som gerne ville have os med i en ”bus” - vist mindre officiel end den første – hele vejen til Coban. Vi troede ellers ikke, vi kunne nå så langt på en dag, og vi havde stadig ingen penge. No problemo. De stoppede bare ved nogle forskellige hæveautomater, indtil vi fandt en, der virkede.

Så nu sidder vi i Coban. En temmelig stor by, egentlig, som åbenbart har været meget tyskdomineret engang. Den er fin. Vi kom i går aftes, og vi har taget to overnatninger. Det er meget rart lige at kunne slappe lidt af og tage rundt og se noget uden hele oppakningen.


Vi er lige kommet hjem fra Lanquin – en charmerende lille by med et stort marked og masser af liv. Lige derved ligger der nogle dybe drybstenshuler, som vi var inde i. Meget langt inde. Selvom vi vendte om længe inden, det elektriske lys hørte op. Der var mega glat og temmelig klamt egentligt. Men det var også flot og fascinerende.


Det sjove er at komme med de små busser, hvor alle de lokale mokker sig rigtig godt sammen. Så kommer der lige en svedig mand og hans otteårige søn ind og lægger sin sav og sin machete under vores fødder. Nu skal de hjem til mor og de mange andre børn efter en hård dag i skoven.
Jeg glæder mig til at komme til Antigua og de andre små byer omkring Lago de Atitlan. De skulle være endnu mere indianer-agtige. Og så må jeg simpelthen have mig noget farverigt indianertøj. Det er helt fantastisk spraglet og detaljeret, det tøj, kvinderne går med. Jeg vil også.

En mening med hjælpsomheden?

Jeg ved ikke, om det bare er mig, men nogle gange har jeg fornemmelsen af, at nogle ting sker med et formål – mere end af en årsag. Jeg ved ikke, om det er det, der sker for os her, eller om det bare er hele kulturen, som er anderledes imødekommende og hjælpsom her.

Tydeligvis kan det ALTID betale sig at spørge om vej, om bustider og om råd. Ja, nogle mennesker vil gerne have penge ud af os, men ofte kan det meget godt betale sig for os at tage imod tilbuddet.

Nå, men altså vi havde lige tilbragt en nat på det skumleste sted hidtil, en ”rustic cabin” i den grad, fordi vi absolut skulle på jagt efter jaguarer i Cockscomb Basin Wildlife Reserve.


Vi så naturligvis ikke nogen, men vi så mange myrer, sommerfugle, rigtige fugle og en masse insekter. Og så badede vi en kølig sø fra et af vandfaldene langt inde i skoven. Det var til gengæld helt igennem skønt.

Næste morgen blev vi hentet af Juan – en meget lavstammet, rar mand, som insisterede på at komme med til vores bryllup, selvom vi forklarede ham, at der ikke blev noget, og selvom han til at starte med skød Søren til mindst 40 og mig til 16. (Det er i øvrigt ikke noget særligt. I Florida blev jeg skudt til 13. Søren mener, det er mit alt for korte pandehår, der gør det. Han er selv ved at tillægge sig et ordentligt overskæg, så han kan falde i med den guatemalanske befolkning.) Juan kørte os til Maya Centre – en samling huse ved den store vej. Og NU kommer pointen så omsider:

Altså vi stod ved busstoppestedet ved Maya Centre – meget langt fra alting, ikke helt på toppen, og tænkte på, hvor mange busser, vi mon skulle med, og i hvilken retning, da José kom forbi i sin minibus på vej hjem til San Ignacio efter 14 dages arbejde. Han ville gerne tage os med hele vejen til San Ignacio for meget få penge. Som sendt fra himlen. Og så var han rar.

Efter en frisk ananas fra vejkanten og tre timer i bil nåede vi San Ignacio, fandt et hotel, en restaurant og en bar. José samlede folk op og satte dem af hele vejen, så nej, der var nok ikke meget ”skæbne” over det. Det er bare kulturen. Mange af passagererne plejer at blive transporteret på den måde. Det er mere fleksibelt end busserne her. Og sikkert også både hurtigere og billigere – hvis der altså lige kommer en stor bil forbi i rette øjeblik.

onsdag den 13. maj 2009

Bellize, sol og roede arme

SAA begynder den rigtige rejse.
Vi kom til Belize mandag og blev modtaget af lufthavnspersonale med masker paa, og vi skulle skrive under paa, at vi ikke havde hverken feber eller snue eller fejlede noget andet influenza-agtigt. Det er foerste gang, vi har maerket noget til pandemihysteriet.

Men det gik smertefrit nok, og vi kom til Belize City, hvor vi fandt ud af, at vores hotel ligger pa en oe, Caye Caulker, laaangt fra Belize City, saa vi hoppede i en Water Taxi og fik mildest talt ondt i roeven af at hoppe hen over boelgerne i 45 minutter.


I gaar slappede vi bare af og badede for foerste gang paa turen. Og saa begik vi den stoerste fejl hidtil: Vi tog kun solcreme i ansigtet. Ja. MEGA dumt! Det ved vi nu. Personligt er jeg skoldroed over cirka hele kroppen, saa i dag har jeg pakket mig ind i lange bukser og en langaermet bluse - og et ordentligt lag solcreme. Det bliver varmt, men det er nok det bedste, jeg kan goere for min stakkels hud lige nu.

Anyhow, saa er her bare smukt og dejligt og totalt tropisk. Paa gaderne haenger skaeve maend med store klumper af dreadlocks. "You want smoke?", spoerger de. De er i det hele taget meget hjaelpsomme og spoerger, hvor vi skal hen, eller hvad vi leder efter.

I gaar aftes laa vi i hver sin haengekoeje ved stranden og spiste banankage, mens vi kiggede paa stjerner. Klokken 9 om aftenen er som total moerk nat.

Om lidt tager vi med Water Taxien tilbage til Belize City, saa vi kan komme videre syd paa. Vi vil gerne ned til Cockscomb Basin Wildlife Santuary for at se lidt vild natur og forhaabentlig en jaguar eller to.

Dykkercertifikatet maa vente lidt. Soeren har hoert om et sted i Honduras, der skulle vaere rigtig godt.

Naa, nu maa vi hellere se at komme afsted, hvis vi skal naa at have lidt mad inden den haarde baadtur.

Roadtrip i Florida

Okay, jeg indroemmer det: jeg er ikke en god co-driver. Normalt er jeg ellers rimelig god til at laese kort, naar jeg selv skal sige det. Men det amerikanske system slog mig godt nok helt ud. Men altsaa, saa fik vi da ogsaa set lidt parcelhuskvarterer i Miami.

Inde i Orlando, er det egentlig ret simpelt. Vi fandt et okay billigt sted at sove paa International Drive, lige lidt nord for SeaWorld - som by the way er fantastisk!
Men foerst var vi i Universal Studios. En park fyldt med skoleklasser, filmkulisser og evig glad filmmusik.Saa er stemningen noget mere afslappet i SeaWorld. Og endda ogsaa paa en loerdag. Stille, klassisk musik. Store vandbassiner med forskellige fisk og havdyr. Bedsteforaeldre og glade boern. Og saa de mest fantastiske shows med spaekhuggere og delfiner.

Aah, jeg har bare lyst til at springe ned i vandet til dem. Baade fordi, her er saa pokkers varmt, og fordi de er saa smukke og dygtige og bare helt igennem dejlige at se paa!

Men intet varer for evigt. Vi maa paa vejen igen. Bilen er dejlig. Braendende varm udenpaa, men bloed og koelig inden i. Fra Orlando koerte vi ned langs ostkysten til Fort Lauderdale by the sea - et virkelig hyggeligt kvarter med barer og restauranter ned til en smuk strand.

Mandag er flyvedag, og det er ogsaa nemt nok at finde til Miami igen. Vi koerte direkte til lufthavnen. Men saa er det straks vaerre, naar man skal aflevere en lejet bil. Vi koerte serioest rundt det samme sted fire gange, fordi skiltene bare pludselig stoppede eller viste en forkert vej. Det er ikke KUN min skyld, naar vi hele tiden laver u-vendinger og impulsive opdagelsesturer i ukendte omraader.

torsdag den 7. maj 2009

Er det morgenmad?

Hvordan kan amerikanere blive så store, når de ikke spiser en skid om morgenen?

Vi kom til Miami sent mandag eftermiddag, og efter en laaangsom tjek-ind-proces med fingeraftryk af samtlige fingre, og efter lang ventetid ved bussen, fandt vi et billigt hotel ved Miami South Beach - inklusiv "Continental breakfast". Yeah right!



En stor plastikkasse med croissanter og muffins i små plastikposer serveret med juice i dunke og marmelader i små bøtter er IKKE hvad jeg kalder morgenmad!

Første dag måtte vi supplere med en ordentlig gang omelet nede ved Miami Beach. Anden dag spiste vi bare dobbelt så mange tomme, tørre croissanter, inden vi gik amok i Everglades - som IKKE er en sump, men en "græs-flod" med alligatorer og masser af helt særlige blomster og fugle.


Vi har selvfølgelig lejet en bil - ikke så stor, som Søren drømte om, for vi skulle også have råd til mad og overnatning resten af måneden, men den er dejlig, har aircondition og er knaldrød, så jeg er glad.

Onsdag kørte vi til Melbourne og sov på et motel UDEN morgenmad til vores held, for så måtte vi jo selv finde noget, og vi fandt: WAFFEL HOUSE. UHM uhm uhmmmm!


Kæmpe vaffel med rigeligt af sirup - naturligvis - æg, toast og bacon. Sådan skal det være.
Det lagde en god bund for en hel dag i Kennedy Space Center med en masse mindetavler, raketter og udsigt til affyringsramper.

Nu ligger vi på et hotel i Orlando og diskutterer, om vi skal droppe Sea World eller Key West eller bare skynde os helt vildt... Det finder vi lige ud af.
I morgen tager vi hvertfald til Universal Studios og ser lidt nærmere på kulisserne og forhåbentlig en del rutschebaner også - hvis jeg kan overtale Søren.

Og så må vi se, om det er værd at betale 4 US $ for morgenmaden her, eller om vi skal på jagt efter det allerede legendariske Waffel House.

torsdag den 30. april 2009

Rejseplanen

Det har nok ikke undgået nogens opmærksomhed, at Mexico er en smule ramt af noget fælles ondt i halsen for tiden. De har en ny muteret influenza, som ifølge pålidelige kilder IKKE bør kaldes "svineinfluenza". Og selvom reaktionerne og forholdsreglerne lige nu virker lidt overdimensionerede, har vi alligevel ladet vores rejseplan påvirke af verdenshysteriet, så vi nu hopper helt over Mexico på vores vej ned gennem Mellemamerika. Så håber jeg bare ikke, at den udbreder sig for meget.
Det vil sige, at ruten nu lyder:

Florida
Vi lander i Miami. Derfra tager vi en Greyhound bus op nordpå til Orlando, hvor vi skal se Kennedy Space Center og Sea World blandt andet. Vi vil også gerne ned forbi Everglades for at se lidt på alligatorer og andre sjove dyr. Hvis vi kan nå det - og det her er måske lige ambitiøst nok - vil vi også gerne ned over de mange små øer til Key West.

Belize
Vi flyver fra Miami til Belize City den 11. Her vil vi tage dykkercertifikat og se lidt nærmere på verdens næststørste koralrev. Vi skal også forbi Cockscomb Basin Wildlife Santuary og måske se jaguarer.

Guatemala
Noget af det jeg glæder mig mest til, er at se de store mayaruiner i Tikal. Det bliver også fedt, hvis vi tager et spanskkursus i Antigua. Og så vil vi også se Lago de Atitlán - altså Atitlansøen.

El Salvador
Måske tager vi igennem El Salvador, men kun hvis det ellers lige passer med bussen, for vi er endnu ikke stødt på noget fantastisk, vi bare må se der. Men jeg er åben overfor forslag, hvis nogen kender til noget interessant i El Salvador?

Honduras
Vi skal se Copán Ruinas - en lille koloniby og nogle gamle mayaruiner. Måske tager vi igennem Gracias - en tidligere spansk hovedstad i Mellemamerika - og mere sikkert vil vi gerne til den Lenca-dominerede by La Esperanza, som ligger ret højt og derfor har en del koldere temperaturer

Nicaragua
Vi ved ikke helt, hvad vi skal se i Nicaragua endnu. Det finder vi ud af undervejs. Men vi tænker på at besøge en dansker dernede og få lidt insiderviden.

Costa Rica
Uh, her skal vi se nogle kæmpe skildpadder, Leatherback turtles, i Parque Nacional Tortuguero. Vi vil også gerne forbi San José og Parque National Corcovado.

Panama
Måske skal vi vandre lidt ved bjergbyen Boquete. Vi vil gerne forbi Panama City, for nu trænger vi vist snart til lidt rigtig by, og så skal vi helt sikkert prøve lidt sejllads på Panama-kanalen.

Colombia
Vi sejler nok fra Panama til Colombia. Her skal vi se lidt forskelligt, men først og fremmest skal vi finde Babara Duran - Sørens biologiske mor. Og mon ikke vi på vej ned kommer igennem hovedstaden, Bogotá?

Ecuador
Der er ingen særlige planer for Ecuador, for vi aner ikke, hvor meget tid, vi har tilbage. Planmæssigt flyver vi fra hovedstaden, Quito, den 14. juli, men vi kan også rykke datoen, hvis det bliver for presset.

Der kan selvfølgelig ske en masse ændringer undervejs, og alle de her ting er jo bare noget, vi vil sigte efter, når vi leder efter den næste bus, som skal føre os ned gennem Mellemamerika. Vi ser, hvad vi finder undervejs.

Jeg glæder mig til at blogge videre om rejsen, når jeg er PÅ rejsen.
Vi skrives ved...

søndag den 26. april 2009

Nedtællingen er startet...

7 dage tilbage i Danmark, og SÅ flyver vi til Miami. Det bliver fantastisk. Jeg glæder mig virkelig. Men er også en smule stresset over det. Hvordan skal jeg nå at få styr på mig selv, min bagage og mit hjem inden næste mandag, når jeg skal arbejde helt frem til torsdag og allerede har tre aftaler om socialt samvær inden afgang?
ARH!
Men okay. Det skal nok gå. Og uanset hvordan det så end går, så skal det nok blive helt aldeles fantastisk. Jeg tvivler ikke.

Nå, men det her er egentlig også bare en stadfæstelse af bloggen - jeg er åben over for kritik, kommentarer og forslag. Jeg vil jo gerne gøre det så smart og praktisk som muligt.