Den rige kyst

Det startede lidt skidt med lange koeer ved graensen til Costa Rica og et virkelig tamt rodeo i truckerbyen Cañas om aftenen. Nogle bonderoeve uden noget at tage sig til paa en mandag aften moedtes i en stor arena for at genere nogle tyre. De kendte tilsyneladende rutinen. Gav et par spjaet, til tossen hoppede af, jagtede et par unge knaegte tre meter, og saa lige direkte mod udgangen.

Men saa kom vi til Tortuguero. Nationalpark Vesterhavet gaa hjem og vug, siger jeg bare. Her taler vi virkelig vild, fantastisk og overvaeldende natur. Floderne snor sig mellem regnskov, som filtrer sig groent ind og ud imellem utallige arter af palmer og andre utrolige traer. Parken ligger saa langt fra alting, at der ikke gaar veje derud. Derfor brugte vi en del tid i baad paa de store kanaler i og til parken.

Vores guide, Thomas, er en vittig og dybt filosofisk mand. Han viste og forklarede os meget omhyggeligt om de mange dyr, vi saa paa vejen. Dovendyr, giftige froer, forskellige aber, fugle, krokodiller (eller faktisk “caimans”, ved ikke, hvad de hedder paa dansk), edderkopper, slanger, krabber, farverige sommerfugle og groenne leguaner. Nogle af leguanerne kan loebe paa vandet. Det er meget specielt. De loeber kun 15 km i timen, men fordi de bevaeger foedderne op til 120 km i timen, loeber de lige hen over vandets overflade. Derfor hedder de ogsaa "Iguana Jesu Christo". (Proev om videoen virker!)



Vi ville saa gerne se en havskildpadde, naar de kommer op paa land for at grave deres aeg ned i sandet, saa vi brugte to-tre timer paa at gennemvandre hele stranden ud mod Stillehavet i Tortuguero. Baelgmoerkt i regnvejr halende efter en energisk guide, som bare blev ved at gaa og gaa og gaa. Jeg har stadig ondt i benene. Sand er haardt at gaa langt i – isaer, naar man ikke kan se, hvor man traeder. Men ingen skildpadder. Vi saa kun et “traktorspor” og en redde fra en skildpadde, som vores guide saa aftenen foer.

Paa vej ud ad parken naeste dag besluttede Thomas sig for, at vores tur paa floden godt kunne udvides med en lille tur ud paa havet. De smalle flodbaade er ganske vist ikke bygget til det, og kaptajnen kunne miste sit job, hvis nogen fandt ud af det, men...
Jeg glad er meget glad for, at de blev enige om at goere en undtagelse, for 200 meter fra kysten saa Thomas dem - han kan se de mindste dyr paa lang afstand, det havde vi allerede opdaget – men her ude mellem boelgerne fandt han forbloeffende nok et par skildpadder, som var ved at parre sig. Det goer de ved overfladen, saa de kan traekke vejret engang i mellem imens.

Det saa ogsaa haardt ud. De var som to store, ovale kampesten, hvoraf den ene ihaerdigt proevede at blive ovenpaa den anden. Ikke saa let i den boelgende havoverflade tydeligvis. Men det lykkedes vistnok. De forsvandt hvertfald ned i havet igen efter et par minutters aktion med tilskuere helt taet paa. Det var vildt. Foerste gang i Thomas’ 17 aar som guide, siger han.

Costa Rica er bestemt rig, meget rig, paa fantastiske dyr og smuk natur.

Sjaelenes Cirkel

Foer spanierne kom og koloniserede Nicaragua, var Isla de Ometepe en hellig oe, som var forbeholdt begravelser og ofringer for konger og andre hoejtagtede maend i indianersamfundene.
Det er en meget smuk oe midt i den stoerste soe i Mellemamerika, Lago de Nicaragua. Oeen bestaar af to vulkaner, som er er bundet sammen af den forlaengst stoerknede lava i mellem dem. Lavaen skaber gode vaekstbetingelser, saa over alt er der groent og frodigt.


Vi kom med den sidste faerge derover fra San Jorge. Om bord var blandt andet et par biler, en bulldozer, en 20-30 nicaraguanere og os. Vi kom i snak med Victor, en ung fyr, som viste sig at vaere guide paa oeen. Han hjalp os hurtigt med at finde et sted at overnatte paa oeen OG et gratis lift dertil. Ombord var nemlig ogsaa ejeren af et af de smaa hoteller taet ved havnen.

Naeste morgen fulgtes vi med fire amerikanere paa en guidet tur med Victor. Det var virkelig godt. Han fortalte os om oeens historie som hellig gravplads. Vi saa en af de store, gamle sten, som indianerne har beskrevet oeen paa i tegninger og symboler.

Dengang hed oeen Sjaellenes Cirkel eller Aandernes Cirkel eller noget i den retning. Det var nemlig her, de sikrede en god reinkarnation for deres konger og andre vigtige maend.

Oeen var ubeboet. Et stort helligt omraade med gravpladser, templer og offersteder. 30 dage efter en kongelig begravelse med diverse ofringer til livets gud og andre ritualer, sejlede indianerne tilbage til den doede. De jordiske rester - som nu fyldte en del mindre - skulle nemlig over i en urne formet som en livmoder. Saa er han ogsaa klar til naeste foedsel igen. Smart.

I dag er oeen et populaert turistmaal, og vi talte blandt andet med Oscar, en aegte nicaraguansk turist, da vi ventede en halv soendag paa at komme tilbage til fastlandet. Han var rigtig soed og hjaelpsom og meget ivrig efter at fortaelle om politik og oekonomiske konflikter i landet.

Ved faergen moedte vi ogsaa vores naeste lift: et soedt amerikansk kaerestepar i 30'erne, som havde en lejet bil ventende paa dem i San Jorge. De skulle heldigvis ogsaa lige til San Juan del Sur for en overnatning, og vi ville gerne sydpaa for at komme videre til Costa Rica. Det var den oeferie.

Hov - en lille kroelle paa historien med bulldozeren fra faergen. Vi moedte den nemlig igen naeste morgen, da vi skulle ud paa tur paa oeen. Den var ved at rydde en vej, som blev begravet i et ordentligt bjerg af lavasten for et par dage siden under et stort regnskyl. Biler og busser maatte paent holde og vente, til der blev en lille, bumpet passage gennem lavamuren. Alle ud af bilen, og hel forsigtig koersel. Yes, vi kom igennem. Og DET var saa den oeferie.