Toer du bestige en vulkan med mig?

Proev lige at tage med mig op paa vulkanen Pacaya. Bare rolig. Den er aktiv, men har ikke lavet udbrud de sidste to aar.

Vi koerer i en lille bus med meget haarde saeder op ad smaa, snoede bjergveje. Den stopper i en lille skodby for enden af vejen. Her er en kiosk, et "spisested" med havestole og parasoller, et skur til at skide i (et saakaldt toilet) og nogle andre smaahuse. Smaa boern kommer rendene og vil salge vandrekaeppe og lommelygter til alle de hvide turister. Guiden indskaerper, at vi skal blive samlet under hele turen, og saa drager vi afsted.

Puh, det er varmt. Og haardt. Bare opad, opad, opad. I mudder, loese sten, ad smaa skovstier rundt og hen og op ad bjerget.
Og saa kommer regnen. Det er ikke en barmhjertig regn. Den vil helt ind til benet, og den kommer det trods paraplyer og regnslag.

Skoven stopper, men det goer regnen ikke. Landet ligger aabent foran os. Jorden er helt sort og gold. Rundt omkring damper det fra den gamle lava, som for laengst er blevet knust til smaasten og grus.

Vi kravler forsigtigt op ad nedtraadte stier, mens foedderne glider rundt i det loese grus. Regnen holder endelig op, men du kan alligevel kun se tyve meter vaek. Alt andet forsvinder bare i taage. Eller rettere sky.

Vi vandrer langsomt op gennem skyen, og pludselig er alting klart. Og varmt. Meget varmt. Af med regntoej og ekstra troejer. Den sortgraa lava ligger i tykke lag som en stor stivnet masse. Den ser stadig flydende ud. Den skinner og boelger sig bloedt ned ad bjergsiden.

Laengere op mod toppen. Forsigtig nu.
"Crash!" En turist traeder lige igennem jorden. Hans fod havner i et tomt roer af stoerknet lava. Heldigvis er det et gammelt roer, og det er tomt og koldt. Men lavaen er skarp og river lange fine saar i hans ben.

Pas paa, hvor du traeder. Lige her er rigtig varmt, og det roede lys fra spraekkerne lige under dig er ikke en effekt fra en filmkulisse. Det er ildroed, glohed, braendende lava. Direkte fra jordens indre. Her stinker af svovl, og det damper fra jorden overalt omkring os.

Wow. Sa er vi der. Lige paa toppen af vulkanen. Se der: 100 meter vaek kan man se den lysende ildmasse flyde ned mellem hoeje mure af stoerknet lava. Bare lavaen ikke pludselig aendrer sine veje og faar lyst til at bryde op ad vulkanen lige her, hvor vi staar. Uh det giver et lille, nervoest sug i maven bare ved tanken. Og bliver her ikke varmere lige pludselig? Puh, her lugter. Okay, jeg gaar altsaa lige lidt vaek.

Du finder bare selv ned ikke? Jeg smutter.